Lidt om Thorsager Naturfoto
Jeg heder Orla, er født i 1953, og opvokset i en fantastisk naturperle i det sydlige Himmerland. Det vil sige, at jeg har tilbragt min barndom og ungdom i naturen. Jeg har altid været fascineret af fugle, dyr, blomster, ja alt i naturen.
Efter at have boet andet steds i 10 år, købte vi i 1986 mit barndomshjem. Lige siden har vi nydt det smukke landskab, med en flot udsigt til store overdrev, Hærup Sø, Skals Å-dalen, Lindum Skov og landbrugsland. Hver dag kan vi følge årets gang. Høre lærkens første strofer om foråret, og først i maj høre nattergalens smukke sang. Vi ser også havørne og fiskeørne jage over søen, og vi kan nyde et utal af andre dyr og fugle.
Alt dette kombineret med en stor interesse for fotografering, gør at jeg laver en masse fugle, dyre og landskabs billeder.
Alt dette vil jeg gerne dele med andre. Derfor denne hjemmeside, Thorsager Naturfoto, som jeg håber rigtig mange vil få glæde af, og måske få inspiration til selv at gå ud og opleve både de store og små ting i vores fantastiske natur.