”Gyldne dage” i Telemark

Vi har netop tilbragt nogle ”Gyldne dage” i Telemark. Nærmere betegnet, efterårsferien, eller som det hedder i Norge, høstferien.

Vi boede i en lille hyggelig bjælkehytte i Telemark, beliggende i Bandaksli, som er et område der ligger mellem Vrådal og Dalen. Området ligger i ca. 400 meters højde over havet, så her er der stadigvæk blade på træerne.

Vi boede i en hyggelig lille bjælkehytte, omgivet af gyldne træer.

Ind mellem nåletræerne, som der jo er masser af i Norge, står der også mange Birke, Bævreasp og rønnetræer, Birk og Asp står helt knaldgule, og rønnetræerne er helt rødgyldne, på mosefladerne, som ligger i større eller mindre lysninger mellem træerne, lyser de forskellige græsser i gyldenbrune farver og den knaldblå himmel spejler sig i de blanke småsøer. Men selv når der er overskyet, gløder landskabet i gyldne farver.

De små moser og søer, tager sig smukt ud i landskabet.

De fleste nætter var temperaturen nogle få grader under frysepunktet, så der er dejligt friskt, men det betyder også, at i løbet af den uge vi var der, faldt en meget stor del af bladene til jorden, så var der et helt gyldent ”snevejr” i solskinnet.

Små hyggelige vandfald risler ned over klipperne flere steder, når man vandrer i fjeldene.

Dagene gik med gode vandreture i de omkringliggende fjelde, der er mange gode grusveje, som går langt ind i skovene og fjeldet, de er noget nemmere at gå på, end de smalle ujævne og for tiden glatte stier, som går på kryds og tværs i området.

Hytten ligger kun nogle få kilometer fra Telemarkskanalen, så vi brugte også et par dage på at køre rundt i områderne langs kanalen, som er meget malerisk, med flot vand og stejle fjeldsider med en utrolig flot mosaik af grønne og gyldne træer.

Insekterne bliver meget sløve, når der er nattefrost, her er det en Blodrød Hedelibel,                         Og man kan komme helt tæt på den.

Telemarkskanalen.

Telemarkskanalen, som ikke er en rigtig kanal, men et søssystem, nogle opdæmmede, og forbundet med sluser, for der er fra Dalen, hvor kanalen starter, til Skien, hvor den slutter, et fald på 72 meter.

Telemarkskanalen ved Bandaksli.

Kanalen blev etableret i sidste halvdel af 1800-tallet, så der kunne transporteres træ, kobbermalm og andre industriprodukter, ud til havet og havnen i Skien/Porsgrunn.

Vi besøgte den mest imponerende af sluserne, Vrangfoss Sluse, som har en højdeforskel på hele 23 meter, og i alt 5 slusekamre, et imponerende bygningsværk. Nu om dage sejler der kun turistbåde på kanalen, og de skal bruge tre kvarter på at komme gennem de 5 sluser i Vrangfoss.

Har du ikke før været i Norge om efteråret, så er det stærkt anbefalelsesværdigt, der er masser af naturoplevelser, smukke landskaber, masser af sm hyggelige landsbyer og smukke gamle gårde ude i skovene og fjeldene.

Du kan måske også være heldig at få nogle ”Gyldne dage” i Telemark, eller måske et helt andet sted, landet er stort, og der er masser af muligheder.

Related posts

Leave a Comment